Valget i Ribe

I 1460 mødtes den danske konge med en kreds af stormænd fra Slesvig og Holsten i Ribe. Året før var hertug Adolf død uden at efterlade sig mandlige slægtninge. Nærmeste arving til Holsten var en fjern slægtning sydfra. I Slesvig havde den danske konge Christian 1. måske arveret som hertugens søsters søn. Ellers var der slet ikke nogen arvinger, og så skulle Slesvig nedlægges og indlemmes i Danmark.

Slesvig og Holsten i union med Danmark
Slesvig og Holsten havde imidlertid været sammen så længe, at mange stormandsslægter have interesser begge steder. De ville holde sammen på de to lande. Da man ikke kunne afvise den danske konges krav på Slesvig, blev løsningen at tilbyde kongen Holsten også. Men han skulle anerkende, at Slesvig og Holsten var lande for sig, som skulle styres efter egne love og af deres egne stormænd. Det lovede kongen i Ribe, og derefter kunne han overtage styret i Slesvig og Holsten. De næste 404 år var danske konger også hertuger af Slesvig og grever (fra 1474 hertuger) af Holsten. Landene var forbundne, men ikke forenede. Der var stadig forskel.

Christian 1. aflægger ed på at overholde Ribebrevet.
Maleri af August Thomsen 1865. Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot. Foto sammesteds.

Evigt sammen udelt
I det dokument, kongen hængte sit segl under i Ribe, stod der midt mellem en masse andre bestemmelser sætningen, “unde dat se bliven ewich tosamende ungedelt” (“og at de bliver evigt sammen udelt”). I 1800-tallet blev den sætning fra tysk og slesvig-holstensk side trukket frem som et evigt løfte om, at de to hertugdømmer aldrig kunne skilles ad – så Slesvig altid var bundet til Holsten og Tyskland. Det blev formuleret som et slagord: “up ewich ungedelt”.

Muligvis betyder sætningen bare, at alle skulle holde fred med hinanden, og i øvrigt var Ribebrevet gået delvis i glemmebogen i mellemtiden og mange af dets andre bestemmelser var for længst glemt. Men et historisk dokument kunne bruges i en aktuel strid. Det ser man også mange steder i dag.