Reformationen

Reformationen i Norden begyndte i Sønderjylland, og Haderslev by og egn blev det første sted, hvor den slog igennem. Her indførtes den nye lutherske måde at forstå kristendommen og at organisere kirken på allerede i 1520’erne.

Protestantisk kalkmaleri fra Brøns Kirke ca. 1531 Foto: Lennart S. Madsen, Museum Sønderjylland - Arkæologi Haderslev

Protestantisk kalkmaleri fra Brøns Kirke ca. 1531
Foto: Lennart S. Madsen, Museum Sønderjylland – Arkæologi Haderslev

I 1517 offentliggjorde Martin Luther 95 såkaldte teser. Det tændte en kirkelig protest- og reformbevægelse, som bredte sig over store dele af Europa. Tilhængerne blev kaldt protestanter, fordi de protesterede mod forholdene i den katolske kirke. Protestanterne ønskede en omfattende ændring af kirken og troen. De kaldte det for en ”reformation”, en genskabelse, for de mente, at de førte kirken tilbage til rødderne.

Hertug Christian og Haderslev-artiklerne
Norden er ét af de områder, hvor reformationen vandt. Det begyndte i Slesvig. I 1522 hører vi første gang om en luthersk prædikant i hertugdømmet. Tre år senere fik kongens ældste søn hertug Christian magten i den nordlige del af Slesvig. Han havde selv mødt Luther og var blevet tilhænger af hans synspunkter. I 1528 stod han bag ”Haderslev-artiklerne”. De indførte gudstjeneste efter Luthers lære i området og fastslog, at præsterne skulle gifte sig. Christian blev senere dansk konge, og 1536 gennemførte han også reformationen i kongeriget Danmark.

En ændret måde at dyrke kristendommen
Reformationen ændrede på, hvordan folk tænkte og dyrkede deres religion. Kirken blev bygget op om det lokale fællesskab i sognet. Den blev tæt knyttet til staten, som så til gengæld fik til opgave både at tage sig af dem, der havde det svært, og at sørge for, at folk levede moralsk. Mange historikere ser en direkte linje fra reformationen til velfærdsstaten i Norden.

Samtidig blev kirken meget mere national. Den danske lutherske kirke havde kongen som overhoved, ikke paven. Og der skulle fremover prædikes, læses bibeltekster og synges salmer på dansk. Meget af det var før foregået på latin. Reformationen kom til at fremme en kultur på dansk i Danmark.

Haderslev Domkirkes kor Foto: Lennart S. Madsen, Museum Sønderjylland - Arkæologi Haderslev

Haderslev Domkirkes kor
Foto: Lennart S. Madsen, Museum Sønderjylland – Arkæologi Haderslev

Forskellige kirkesprog i Nord- og Sydslesvig
Det gælder kun delvis i Slesvig. Her blev der indført gudstjenester på dansk i den nordlige del og på tysk i den sydlige. Grænsen mellem kirkesprogene kom til at gå længere mod nord end grænsen for, hvilket sprog folk talte. Men den blev vigtig. For den er stort set den grænse, vi har nu. Reformationen var i høj grad med til at pege frem mod det moderne Danmark – men også mod den nationale splittelse i Slesvig senere.

Sted: Haderslev Domkirke

Haderslev var i middelalderen et vigtigt kirkeligt centrum. Kirken var ikke rigtig domkirke, men såkaldt kollegiatkirke – en slags ”vicedomkirke” med en række præster, men ikke sin egen biskop. Da hertug Christian begyndte at indføre reformationen på egnen, blev kirken og dens præsteskab gjort luthersk. Herfra kunne man så videreuddanne andre præster i den lutherske lære og sprede reformationen.

Vil du vide mere

Her finder du en samling links til videre læsning om emnet.

Se links