Mindretallene

Dansk årsmøde i Flensborg 1925
Foto: Museum Sønderjylland

I et demokrati bestemmer flertallet, men man skal helst også tage hensyn til mindretallet. Begge dele kom til at ske i det dansk-tyske grænseland i 1920. Danmark og Tyskland fik en ny grænse efter en folkeafstemning, hvor flertallet kom til at bestemme, hvor grænsen skulle gå. På begge sider af den nye grænse var der imidlertid folk, der havde været i mindretal ved afstemningen og havde stemt for det andet land. De fik ikke den grænse, de gerne ville.

Mindretalsrettigheder
De fik noget andet – nemlig et tilbud om at bevare og bruge det sprog og den kultur, de identificerede sig med. På den danske side af grænsen blev der allerede 1920 gennemført love og ordninger, der gav det tysksindede mindretal lov til at bruge tysk sprog på en række områder. Vigtigst var et tilbud om, at et bestemt antal forældre, hvis de ønskede det, kunne få deres børn undervist på tysk i skolen – enten i tyske klasser i de offentlige skoler eller i tyske privatskoler, de selv drev og fik tilskud til. Syd for grænsen gik det langsommere, men i løbet af 1920’erne fik de dansksindede i Sydslesvig tilsvarende rettigheder – først i Flensborg og gradvis i hele Sydslesvig.

Drengegymnastik foran den tyske skole i Rinkenæs.
Foto: Museum Sønderjylland

Rigt foreningsliv blandt mindretal
De dansksindede i Sydslesvig og de tysksindede i Nordslesvig brugte mulighederne. De oprettede skoler, og de organiserede sig i foreninger. Der var politiske foreninger, ungdomsforeninger, kulturforeninger og meget andet. Politisk kæmpede begge grupper stadig mere eller mindre åbent for at flytte grænsen igen – enten nordpå eller sydpå. Men i det daglige var afstemningernes mindretal blevet til organiserede og anerkendte nationale mindretal, der kunne dyrke den kultur, de identificerede sig med.