Indlemmelsen i Preussen

Embedsskilt fra den preussiske landråds bygning i Sønderborg Kreds
Emaljeskilt fra: Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot. Foto: Inge Adriansen

I 1867 blev Slesvig og Holsten indlemmet i Preussen som en provins. I 1864 havde Danmark afstået de to hertugdømmer til Østrig og Preussen i fællesskab, men efter den preussisk-østrigske krig i 1866 stod Preussen som eneherre, og den preussiske regering valgte at gøre en ende på hertugdømmernes gamle særstilling og selvstændighed.

Værnepligt og modernisering
Det betød, at slesvigerne skulle omstille sig til nye vilkår. Den preussiske to-treårige værnepligt blev indført med det samme. Dens længde gjorde det til en markant byrde for dem, den ramte. Ikke længe efter blev kommuner, domstole og forvaltning omlagt efter preussisk mønster. Det skulle folk selvfølgelig vænne sig til, men på mange måder var den preussiske forvaltning mere moderne end den gamle.

For den fattigere del af befolkningen var det en direkte forbedring, at der fra 1883-87 blev indført en række sociallove, der rummede en vis sikring mod sygdom og invaliditet og en beskeden alderspension. Det var begyndelsen på velfærdsstaten – og det skete tidligere end i Danmark.

Knivsbjergmonumentet før sabotagen
Anonymt fotografi. Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot

Edsaflæggelse til den preussiske konge
Andre sider af den nye stat var sværere at sluge for dansksindede nordslesvigere eller sønderjyder, som de nu ofte kaldte sig selv. Allerede værnepligten for et land, man ikke var tilhænger af, rummede en samvittighedskonflikt. Alle offentligt ansatte skulle aflægge ed til den preussiske konge. Nogle nægtede og mistede deres arbejde, mens andre mente, at det var vigtigere at de blev på deres post.

Sproglig fortyskning
Dertil kom en sproglig fortyskning. Det startede med indførelse af nogle tysktimer i de dansksprogede skoler i 1871. Selv de fleste dansksindede måtte indrømme, at det var fornuftigt. Værre var det, at tysk i 1876 blev eneste tilladte sprog i offentlig forvaltning, offentlige råd og ved domstolene. I 1878 blev der skruet op for tysk og ned for dansk i skolerne, og 1889 blev al undervisning på dansk stoppet bortset fra nogle religionstimer.

Den preussiske stat havde strammet kursen over for de dansksindede. De skulle ikke bare opfylde en statsborgers pligter. Nu krævede man også, at de kulturelt skulle blive tyske.