Danevirke-grænsen

Danmark blev samlet til et rige fra 600-tallet til 900-tallet. I den proces overtog danerne også det meste af det senere Sønderjylland og etablerede deres grænse ved Danevirke. Befæstning af grænsen her blev et markant samlingspunkt for riget.

Det samlede Danevirke-kompleks Tegning: Jørgen Andersen, Museum Sønderjylland - Arkæologi  Haderslev

Det samlede Danevirke-kompleks
Tegning: Jørgen Andersen, Museum Sønderjylland – Arkæologi Haderslev

I dag bryder vi grænser ned, men historisk set har etableringen af en grænse været ét af de vigtigste led i at skabe en stat. Grænsen har fastlagt, hvem der bestemte hvor, hvem der skulle være lydig mod hvilken konge, og hvem man skulle betale skat til. Netop derfor har de ofte været omstridt. Det har igen ført til, at grænser i meget af historien har været befæstet.

Anglerne og danerne
På tværs af Sønderjylland går en række volde. De går ikke helt fra kyst til kyst, men tværs over den midterste del, hvor man lettest kunne komme frem mellem nord og syd uden at blive generet af fjorde, åer og sumpe. Den ældste går tilbage til omkring Kristi fødsel. Alt tyder på, at de var grænser mellem stammeområder. Én af disse var Danevirke ved byen Slesvig. Nyere arkæologiske undersøgelser viser, at den ældste vold på stedet skal dateres til anden halvdel af 400-tallet, og at den blev etableret som en sydvendt grænsevold – muligvis af jyderne – efter at det folk, der hed anglerne, var udvandret til England.

Senest omkring år 700 kom Sønderjylland til at tilhøre danerne, der var ved at samle mindre kongedømmer til Danmark. Danerne etablerede dette riges sydgrænse ved Danevirke. Frem til omkring år 1200 var området ned til Danevirke en del af Danmark på lige fod med Fyn eller Vendsyssel. Den nye lov, Jyske Lov, fra 1200-tallet kom også til at gælde her.

Thyra Danebod grundlægger Danevirke Litografi: Lorenz Frølich. Vestbirk Højskole. Foto: Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot

Thyra Danebod grundlægger Danevirke
Litografi: Lorenz Frølich. Vestbirk Højskole. Foto: Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot

Saksere og frisere
Områderne mellem Danevirke og Ejderen omkring 20 kilometer længere mod syd var ret folketomme i vikingetiden. I 1000-tallet lykkedes den danske konge at få varig kontrol med egnen, så Ejderen blev grænse. Skønt den danske konge blev overherre, blev området dog bosat sydfra af folk, der talte saksisk. Og på øerne i vest slog et andet folk, friserne, sig ned. De hørte under den danske konge, men var på mange måder selvstyrende.

Det område, der blev til Sønderjylland eller Slesvig, var altså dansk langt tilbage, men der boede tidligt også andre folk inden for det.

Sted: Danevirke

Danevirke dækker den jyske halvøs smalleste sted fra Vindeby Nor og fjorden Slien i øst til åerne eller floderne Trene og Ejder i vest. Der er bygget på volden i mange omgange fra 400-tallet til omkring 1200. Den berømteste beretning knytter sig til dronning Thyra Danebod, som midt i 900-tallet skal have samlet mænd fra hele Danmark for at bygge en mægtig vold mod tyskerne. Historien er et tegn på, at grænsevolden både fysisk og symbolsk var et samlingspunkt for det danske rige.