Anden Slesvigske Krig

Stormen på Skanse 2 ved Dybbøl den 18. april 1864
Anonymt træsnit. Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot

Krig avler ofte mere krig, hvis ikke konflikterne bag bliver løst, eller stærke magter effektivt sætter tingene på plads. Ingen af delene skete efter Første Slesvigske Krig. Stormagterne dikterede, at helstaten bestående af Danmark, Slesvig og Holsten skulle leve videre. Det betød, at parter, der havde været i krig med hinanden, skulle samarbejde, men man fandt ikke ud af hvordan.

Intet samarbejde
På slesvig-holstensk side mente mange, at der ikke blev taget hensyn til deres ønsker og interesser i årene efter krigen. Omvendt oplevede de danske politikere, at de slesvig-holstenske politikere ikke ville samarbejde. Der er noget om begge dele.

I 1863 blev den danske regering så træt af det hele, at den brød fredsbetingelserne fra 1852 og lavede en grundlov for Danmark og Slesvig, men uden Holsten. De tyske stater anført af stormagten Preussen truede med krig. Da Danmark ikke bøjede sig, kom krigen fra 1. februar 1864. Danmark stod over for stormagterne Preussen og Østrig.

Dansk nederlag på slagmarken
Fra krigens start søgte Danmark at forsvare Slesvigs sydgrænse ved Danevirke, men efter få dage var det tydeligt, at det var umuligt. 5.-6. februar trak hæren sig tilbage til Dybbøl. Heller ikke Dybbøl kunne holdes. 18. april stormede preusserne stillingen, og den danske hær trak sig tilbage til øen Als. Og det danske nederlag blev totalt, da preusserne 29. juni gik over Alssund, erobrede Als og tilføjede danskerne nye store tab.

Erobringen af Als den 29. juni 1864
Anonymt træsnit. Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot

Dansk nej til deling af Slesvig
Militært var krigen håbløs for Danmark fra begyndelsen, men politisk var der muligheder for en løsning. Efter slaget ved Dybbøl var der forhandlinger i London, og her tilbød Preussen, at man kunne dele Slesvig. Det passede til, at flertallet i den nordlige del var dansksindet, flertallet i den sydlige tysksindet. Løsningen var støttet af England og Frankrig – og i hvert fald fra sommeren 1864 af de dansksindede i Nordslesvig.

Men den danske regering var splittet. Nogle ministre var med på at dele, mens kongen og andre ministre hellere ville give efter for andre tyske krav og fastholde helstaten. Enden blev, at man bare sagde nej til det preussiske forslag. Det førte til, at Danmark måtte afstå både Holsten og hele Slesvig til Østrig og Preussen.

Krigen i 1864 kom af, at de konflikter, der havde skabt den første krig, ikke blev løst, og set med danske øjne endte det helt galt, fordi politikerne ikke i tide havde mod og beslutsomhed til at indgå nødvendige kompromiser.