Indlemmelsen i Preussen

Slesvig blev fra 1867 indlemmet i kongeriget Preussen, som fra 1871 også indgik i Det Tyske Kejserrige. Mange ting blev lavet om. Noget var praktiske moderniseringer og forbedringer, mens den lange værnepligt var en forringelse. Sprogligt skete der en gradvis fortyskning, som gav mindre og mindre plads til dansk sprog og kultur.

Embedsskilt fra den preussiske landråds bygning i Sønderborg Kreds Emaljeskilt fra: Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot. Foto: Inge Adriansen

Embedsskilt fra den preussiske landråds bygning i Sønderborg Kreds
Emaljeskilt fra: Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot. Foto: Inge Adriansen

I 1867 blev Slesvig og Holsten indlemmet i Preussen som en provins. I 1864 havde Danmark afstået de to hertugdømmer til Østrig og Preussen i fællesskab, men efter den preussisk-østrigske krig i 1866 stod Preussen som eneherre, og den preussiske regering valgte at gøre en ende på hertugdømmernes gamle særstilling og selvstændighed.

Værnepligt og modernisering
Det betød, at slesvigerne skulle omstille sig til nye vilkår. Den preussiske to-treårige værnepligt blev indført med det samme. Dens længde gjorde det til en markant byrde for dem, den ramte. Ikke længe efter blev kommuner, domstole og forvaltning omlagt efter preussisk mønster. Det skulle folk selvfølgelig vænne sig til, men på mange måder var den preussiske forvaltning mere moderne end den gamle.

For den fattigere del af befolkningen var det en direkte forbedring, at der fra 1883-87 blev indført en række sociallove, der rummede en vis sikring mod sygdom og invaliditet og en beskeden alderspension. Det var begyndelsen på velfærdsstaten – og det skete tidligere end i Danmark.

Knivsbjergmonumentet før sabotagen Anonymt fotografi. Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot

Knivsbjergmonumentet før sabotagen
Anonymt fotografi. Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot

Edsaflæggelse til den preussiske konge
Andre sider af den nye stat var sværere at sluge for dansksindede nordslesvigere eller sønderjyder, som de nu ofte kaldte sig selv. Allerede værnepligten for et land, man ikke var tilhænger af, rummede en samvittighedskonflikt. Alle offentligt ansatte skulle aflægge ed til den preussiske konge. Nogle nægtede og mistede deres arbejde, mens andre mente, at det var vigtigere at de blev på deres post.

Sproglig fortyskning
Dertil kom en sproglig fortyskning. Det startede med indførelse af nogle tysktimer i de dansksprogede skoler i 1871. Selv de fleste dansksindede måtte indrømme, at det var fornuftigt. Værre var det, at tysk i 1876 blev eneste tilladte sprog i offentlig forvaltning, offentlige råd og ved domstolene. I 1878 blev der skruet op for tysk og ned for dansk i skolerne, og 1889 blev al undervisning på dansk stoppet bortset fra nogle religionstimer.

Den preussiske stat havde strammet kursen over for de dansksindede. De skulle ikke bare opfylde en statsborgers pligter. Nu krævede man også, at de kulturelt skulle blive tyske.

Sted: Knivsbjerg

De tysksindede nordslesvigere ville helst have haft et selvstændigt Slesvig-Holsten, men de forsonede sig hurtigt med at bo i Preussen. Mange blev organiseret i ”Den tyske forening for det nordlige Slesvig”, som gik ind for en hård kurs over for de dansksindede. I 1901 stod foreningen bag bygningen af et mægtigt tårn til Bismarcks ære på Knivsbjerg, Nordslesvigs højeste punkt. For mange dansksindede var det en provokation, og i 1945 blev tårnet sprængt af danske modstandsfolk. Knivsbjerg er dog stadig samlingssted for tysksindede nordslesvigere.

Tjek din viden

Tag en test for at se om du har fået det vigtigste med, da du læste.

Start

Vil du vide mere

Her finder du en samling links til videre læsning om emnet.

Se links